Mød kunstnerne
Lasse Centio
Lasse Centio er en dansk kunstner, hvis intuitive værker reflekterer nutidens populær kultur, som fastfryser både personlige og generelle emner fra hverdagen. Hans værker kan beskrives som en symfoni af materialer, hvor forskellige elementer kombineres til en enhed.
Efter 10 år fik Lasse endelig diagnosen. Hvad har det gjort ved ham?
Lasse Centio fra Aarhus er kunstner. Han er også far, kæreste og ven. Efter han fik sin ADHD-diagnose, står relationerne skarpere, og han er blevet endnu bedre til at tale om, hvordan han faktisk har det. Nu vil han hjælpe andre med det samme.
Lasse Centio er 27 år. Han er født i Aarhus og bor i København med sin kæreste og deres søn. For et halvt år siden blev Lasse diagnosticeret med ADHD, men det har ”altid ligget lidt i kortene,” som han siger:
”Da jeg gik i skole, fik jeg sådan nogle store ark papir, der dækkede hele mit bord. Så fyldte jeg det ud, og så fik jeg et nyt stykke papir.”
Lasse Centio fandt hurtigt ud af, at han var god til at tegne, og at han kunne lide at arbejde kreativt. Han fandt også ud af, at han måske ikke gik i skole på samme måde som mange af de andre i klassen. Men der blev ikke gjort det store ved det, så Lasse begyndte også i gymnasiet, hvor han nåede at gå i et halvt år:
”Mine forældre sagde: ’Det der giver jo ikke nogen mening for dig. For det første kommer du aldrig til tiden, og for det andet gider du ikke at være der’. Så det var faktisk deres forslag at tage en snak om at lave noget andet. De kunne se, jeg meget bedre kunne lide at lave kunst, så de spurgte, om vi ikke skulle se, om det kunne lade sig gøre på en eller anden måde.”
Lasse var 17 år, og støtten fra hans forældre var uvurderlig. Der var bare én regel: Han skulle lave noget. Så han fandt sig et arbejde, men hurtigt fandt han ud af, at han kunne gå på en daghøjskole med kunst. Han fik smag for mere, og snart begyndte han at arbejde målrettet på at søge ind på Kunstakademiet.
Samtidig talte han med sin læge om at blive udredt, men han blev i første omgang affejet: ”Nå, det er lidt svært at gå i skole, hva’? Du klarer dig jo meget godt, du skal nok bare tale lidt med en psykolog.”
Det skete igen og igen: ”På en eller anden måde faldt det altid igennem. Det tog fem forskellige forsøg og ti år, før jeg fik diagnosen.”
Og hvordan føltes det så? Lasse får næsten julelys i øjnene:
”Det var … sindssygt fedt. Fuck hvor var det fedt. Det var en lettelse, men det kan heller ikke passe, at det skal være så svært. Jeg har sagt det i 10 år, og det har mine forældre også, og det har folk omkring mig også.”
Alt muligt pis
Lasse Centio og hans nærmeste fik det svar, de havde ventet på, og Lasse blev klogere på sig selv. Han fik også medicin for første gang:
”Det er jeg så glad for. Det er en følelse af at kunne se verden på en måde, som andre mennesker gør. I hvert fald at få et indblik i, hvordan det er ikke at skulle studse over alle cykler, der kommer forbi. Eller tænke over alt muligt pis hele tiden. Det er noget af det fedeste, der er sket i lang tid.”
Medicin er ikke svaret for alle, men det giver mening for Lasse. Han forklarer:
”Nu er det mere aktivt, hvordan jeg bruger min opmærksomhed, eller hvordan jeg vælger at gå til en opgave. Det var meget klart for mig første gang, jeg prøvede medicinen. Jeg gik op ad Nørrebrogade helt nede fra Dronning Louises Bro og op til runddelen (en gåtur på et kvarter med meget trafik, red.). Så stoppede jeg op og tænkte: Hvad fanden, jeg har ikke gået og kigget på alle, holdt øje med alt på cykelstien, kigget ind ad vinduerne. Jeg gik bare og lyttede til musik. Det er første gang, jeg nogensinde har oplevet at kunne gøre det.”
Det har også gjort tingene bedre – og mere meningsfulde – derhjemme:
”Nu kan jeg være sammen med min søn uden at skulle tænke på alt muligt eller pludselig få lyst til at gøre et eller andet. Nu er der pludselig en slags kontrol.”
Mænd og følelser
Lasse Centio er nem at snakke med. Han siger tingene ligeud. Sådan har det dog ikke altid været, faktisk var han med egne ord lidt af en træmand, da han som 19-årig mødte sin kæreste. Men hun lærte ham at sætte ord på sine følelser og ikke at være bange for at fortælle de små ting:
”Jeg forstod, at det er vigtigt at tale om, hvordan man har det. Lokummet behøver ikke at brænde, før man taler sammen. Det kan også bare være, om det går godt. Det er noget, jeg arbejder aktivt med, og jeg har heldigvis folk omkring mig, som jeg kan gøre det sammen med. Med nogle er det en åben samtale, og med andre er det mere et forsøg på at sige: Du må altså gerne tale om det her.”
Mænd får ofte skudt i skoene, at de netop er dårlige til at åbne op. Både Lasse og hans venner er blevet bedre til det, mener han, og det er ikke et problem i hans vennegruppe. Nogle gange handler det om at se de tegn, som en person måske ikke selv har set: Hvis en ven er begyndt at drikke, skal man så skride ind og spørge, om der er noget galt? Ville man ikke ønske, at de gjorde det, hvis man selv stod i den situation?
Andre gange handler det om, hvilken viden der er tilgængelig – eller netop ikke tilgængelig:
”Da jeg skulle have et barn, fik jeg en før-fødselsdepression. Jeg kunne ikke engang finde noget på internettet om det, kun en eller to artikler. Jeg måtte ned til min læge, som fortalte mig, at det faktisk findes. Hvorfor fanden er der ikke nogen, der har sagt det?!”
Det var eksistentielt for Lasse, der stillede sig selv tusind spørgsmål om at blive far:
”Kan jeg finde ud af det? Er jeg gammel nok? Er jeg moden nok? Har jeg økonomien til det? Synes jeg overhovedet, det er sjovt at få et barn? Når man skal have et barn, burde man få en slags indlægsseddel, der lige gør opmærksom på, at du altså godt kan synes, at det her er lidt vildt. Og at det ikke er udelukkende fedt.”
“Den må gerne larme lidt”
For Lasse Centio er det helt oplagt at være en del af Find elefanten. Fordi han selv har været meget igennem, fordi han vil hjælpe andre med at åbne op, og fordi elefanterne skal stå i den by, han kommer fra:
”Det gav hurtigt mening. Det er sjældent, man får lov til at lave de ting, der føles vigtige. Det betyder meget for mig at stille skarpt på psykisk sundhed, særligt for børn. Det har jo været aktuelt for mig, for hvad hvis der var nogen, der havde haft øje for mig, da jeg var barn? Det resonerede virkelig med mig.”
Lasse vender tilbage til den vigtige støtte fra forældrene. Men hvorfor var der ikke nogen i skolesystemet, der så det?
”Man har ikke brug for at struggle med et eller andet lort i så lang tid, før ens egne forældre må anbefale en at droppe ud af gymnasiet. Måske der kunne være nogle, der ser på det, man gør, og de mønstre, man viser, og så sige: ’Jeg synes lige, vi skal tage nogle samtaler med de vigtige spørgsmål. Synes du fx, det er svært at gå i skole?’ Og jeg mener ikke, om man synes, at matematik er kedeligt. Det behøver ikke som udgangspunkt være at sende børn til udredning, men man skal tage det alvorligt, for uanset hvordan man måske er dårlig til at gå i skole, så er der jo en grund til det.”
Når Lasse maler en af elefanterne i Find elefanten, er han med til at gøre opmærksom på psykisk sygdom som elefanten i rummet. Hans elefant er primært malet i sølv, og han blander alt fra cowboymotiver til dødsmetal-skrifttyper. Det er humoristisk og tilgængeligt, og det er vigtigt for ham:
”Jeg har ikke forsøgt at lave en personlig fortælling med min elefant. Når den skal stå udenfor, skal man kunne gå på opdagelse i den og få noget ud af den uden at skulle læse en masse baggrundsmateriale først.”
Budskabet er klart. Han tilføjer med et smil:
”Den må gerne larme lidt.”
Lasse Centio på InstagramOm Lasse Centio
27 år, født i Aarhus.
Han arbejder primært med maleri og keramikskulpturer.
Har studeret kunst i Bergen sammen med sin kæreste.
I dag bor parret med deres søn i København.
______________________
Lasses elefant kan blive din
Når Find elefanten er ved at være slut, samler vi alle elefanterne til en stor auktion, hvor du eller din virksomhed kan købe elefanterne. Auktionen, som finder sted i september, er til fordel for Psykiatrifonden.