Mød kunstnerne

“Mennesker har brug for at fortælle, hvad de føler”

Phuc Van Dang er en af kunstnerne i Find elefanten. Han har skabt sin unikke elefant sammen med beboerne på et bosted, der sammen blev en del af et vigtigt projekt. Og fik lov at fortælle deres historier.

Da Phuc Van Dang hørte om Find elefanten og muligheden for at arbejde med psykisk sygdom som elefanten i rummet, var han ikke i tvivl: ”Det vil jeg bidrage til!”

Sammen med OK-Fonden, som er partner på Find elefanten, fik Phuc mulighed for at arbejde sammen med bostedet Enghaven i Horsens, der har 107 beboere med forskellige psykiatriske udfordringer. Phuc har fokus på miljø og kultur i sin kunst, og det er vigtigt for ham at give andre en stemme og lade deres historier komme til udtryk:

”Jeg ville mødes med alle de her mennesker og være et sted, hvor jeg kunne høre om deres historier, høre deres refleksioner. Det betød også meget for OK-Fonden, og de hjalp med at få elefanten transporteret fra Aarhus til bostedet i Horsens, så jeg kunne arbejde på den sammen med beboerne.”

Planen var, at Phuc Van Dang skulle bruge en uge på Enghaven for at komme tættere på beboerne:

”Det er vigtigt, at det er behageligt for folk at lave noget sammen. Jeg talte med lederen derude, som forberedte beboerne på, at der ville komme en kunstner ud, så de var trygge og vidste, hvad der skulle ske. Da jeg kom derud, kunne vi bare gå i gang. Hver dag var der følelser, tanker og refleksioner, som kunne lægges på som nye lag på elefanten.”

Phuc var også selv derude, før han begyndte at arbejde på elefanten. Han fik tilsendt digte af beboerne om psykisk sygdom, som han kunne bruge som inspiration. I et af dem kunne han læse:

jeg vil være her med alle jer andre,
for mit liv er lige så vigtigt som jeres.
Tal om mig, lad mig komme ud af skyggen,
så I alle ved at jeg ikke bare er en elefant

Phuc arbejder altid i sort og hvid, og skyggen fik pludselig en ny betydning for ham. Han fik følelsen af, at de talte samme sprog. Og elefanten blev ved med at udvikle sig. Han var på bostedet i fem dage, hvor han kom tættere på beboerne, som begyndte at åbne op over for ham.

”Mennesker har brug for at fortælle, hvad de føler. Det kunne jeg mærke med beboerne på Enghaven. De begyndte at lære mig at kende, og de begyndte at komme forbi og sige hej. De fortalte, sang, læste op. De fortalte mig deres historier, og jeg spurgte dem løbende, om jeg måtte bruge deres citater og oplevelser.”

Læs mere under billederne …

Det handler om nærvær

Phuc laver aldrig skitser, før han går i gang med et projekt, netop fordi værket skal have lov til at forme sig ud fra de mennesker, der er omkring ham. På hans elefant, der passende har fået titlen Fællesskab, er der mange hænder, og det er der en særlig grund til:

”Hver gang en beboer kom forbi, og jeg talte med dem om deres liv, så kunne de fx få deres hænder på elefanten. Der er faktisk mange hænder på elefanten,” griner Phuc og fortsætter: ”De har bogstaveligt talt sat deres aftryk. På den måde har de også et minde tilbage til deres barndom, for håndaftrykket er også deres identitet og eksistens. Uanset hvor du rejser hen, har du et fingeraftryk. At sætte hænderne på elefanten skaber en dialog.”

Hver dag kom Phuc Van Dang hjem med en masse inspiration og følelsen af, at elefanten i rummet var blevet til et menneske fyldt med symbolik og historier. Men også for beboerne var det en meningsfuld oplevelse. De fik muligheden for at male små elefanter, så de også kunne lave noget, mens Phuc malede. En af beboerne viste sig at være rigtig god til at male, hun havde bare brug for lidt redskaber og de rette ord fra en kunstner:

”Hun skulle bare vide, at der ikke var noget rigtigt og forkert. Vi har brug for processer mere end resultater. Vi har brug for at fordybe os, og så må der ikke være noget, der hedder rigtigt og forkert. Det er vigtigt, at man har frihed til at udtrykke sig. Når man møder folk, har man muligheden for at tænke: Hvad kan vi gøre sammen? Man kommer langt med at være ordentlig og nysgerrig. Det handler om nærvær.”

Phuc Van Dang insisterede også på at holde en fælles fernisering på bostedet:

”Det er vigtigt, at vi husker at fejre, så de kunne se og mærke, at de havde skabt noget. Nogle havde skrevet digte, nogle satte musik til deres digte. Der var en, der havde indspillet en sang på sin telefon. Det var simpelthen så smukt, da der blev læst op til ferniseringen. Nogle af dem lider meget af angst, men de har fundet noget i kunsten, der fik dem til at turde stå frem.”

Elefanterne kan starte vigtige samtaler om mennesker og om psykisk sygdom. Phuc fortæller, at nogle af beboerne tænker på hænderne som noget, der løfter elefanten op. For andre er det noget, der skubber på. Den ene fod er malet helt sort som en støvle. Man kan nærmest se, at den fod står mere stille. Phuc minder os om, at vi skal sørge for at bevæge os, selvom vores bagage nogle gange er tung.

Når vi tager elefanten ud af rummet og ind i byen, åbner vi op for noget vigtigt. Se bare på slutningen af det digtet om at komme ud af skyggen:

Jeg er ikke længere usynlig,
giv mig plads i livet,
og jeg træder frem og bliver ikke længere
farlig at tænke på.