Om eventet

i Aarhus?

I sommeren 2024 indtager en flok farverige elefanter Aarhus: flotte elefantskulpturer vil udgøre en gratis og familievenlig kunstrute gennem Aarhus’ historiske gader og stræder. I ni elefantastiske uger kan både lokale og turister gå på opdagelse i byen og finde de mange elefanter mellem de store seværdigheder og byens gemte perler.

Er du klar til at støde ind i en elefant på vej til arbejde? Alle elefanter er unikke kunstværker skabt af vores fantastiske kunstnere fra ind- og udland. Snart kan du også gå på opdagelse med Find elefantens app og særlige bykort. Glæd dig til at opleve vilde, rørende og overraskende elefanter i hele byen.

Psst … Når eventet er ved at være slut, samles elefanterne til en stor farvel-weekend og velgørenhedsauktion. Måske du eller din virksomhed skal sponsorere en helt unik elefant og støtte en god sag?

Elefanten i rummet

Hvorfor lige en elefant? Elefanten er en samtalestarter, og én af de samtaler er om vores psykiske helbred. Den samtale starter vi sammen i Aarhus.

Vi bliver nemlig nødt til at tale om elefanten i rummet. De fleste af os vil på et tidspunkt i livet få en psykisk sygdom, ligesom mange af os er pårørende til en ven eller et familiemedlem med psykisk sygdom. Alligevel har vi nemmere ved at tale om at have ondt i benet end i sindet. Vores viden og forståelse er ikke den samme, og mulighederne for behandling er også forskellige. Hvis du får en psykisk sygdom, kan du risikere at vente i mange måneder på at få hjælp. Måske endda år. Det skal vi gøre bedre, og det arbejder Psykiatrifonden for. Vil du være med?

Psykisk sygdom er elefanten i rummet. Den fylder en del, men den er svær at tale om og forbundet med en masse fordomme.

Dronningen åbner Find elefanten – oplev Aarhus

Når Find Elefanten – oplev Aarhus åbner i Aarhus den 20. juni bliver det under overværelse af Hendes Majestæt Dronningen.

Kunstnere

Værkerne bliver vidt forskellige, men fælles for dem er, at de vil bringe overraskelse, smil og eftertanke til deres mange gæster. Hver elefantskulptur er et hvidt blankt tredimensionelt lærred, og lige nu er en række spændende kunstnere ved at omdanne dem til unikke værker, man kan gå på opdagelse i!

Hvem står bag?

Find elefanten – oplev Aarhus er skabt af Psykiatrifonden og Wild in Art i partnerskab med Aarhus Kommune.

Eventet er lavet sammen med en lang række lokale partnere og bygger på den stærke tradition for kultur og åbent byliv i Aarhus. 

Psykiatrifonden er en privat, sygdomsbekæmpende organisation. Vi kæmper for, at alle mennesker med psykisk sygdom og de, som er i risiko for at få det, mødes med forståelse og får den hjælp og rådgivning, de har brug for. I tide. 

Psykiatrifondens hjemmeside

Wild in Art er en førende organisation inden for offentlige kunstbegivenheder og kreative projekter verden over. Gennem inkluderende og farverig kunst hjælper Wild in Art organisationer og andre partnere med at sætte fokus på specifikke emner.

Wild in Arts hjemmeside
Om Aktiviteter Kunstnere Kontakt