Line Holtegaard er kunstner og grafisk formidler. Hun har deltaget i tv-programmet “Danmarks bedste portrætmaler”, er repræsenteret på gallerier i Danmark, har udstillet i udlandet og illustreret for modebranchen. Hendes værker er på papir eller lærred, ofte naturalistiske med knald på farverne og med fokus på detaljen. Hun er meget fascineret af portrætter, og hendes forkærlighed for naturen, blomster og dyr ses tydeligt i hendes værker.
Hun beskriver: “Efter 2020 blev det tydeligt for mig, hvor mange unge der efterfølgende led mentalt. Jeg har siden arbejdet med en serie portrætter, som handler om unges sindstilstand – man kan ofte ikke se på dem, at de kæmper indvendigt. Isoleringen og et højt skærmforbrug har gjort skade, og jeg tænker, at det at komme ud i virkeligheden og ud i naturen kan hjælpe på vej til et bedre sind. Så jeg prøver at skildre det ved at fotografere mine modeller, som oftest er unge piger, i den sidste aftensol. Jeg skygger med blade foran deres ansigter, mens jeg fotograferer. Skyggerne repræsenterer, at vi har isoleret os fra naturen – vi sidder indenfor og ser den på en skærm, mens vi selv visner. Jeg beder pigerne om ikke at smile, for det er der, du kan se den ægte følelse inde bag deres øjne. Når facaden falder, maler jeg efter dette foto. Motivet på denne elefant er sammensat af 2 eksisterende portrætter, som jeg har genskabt. På undersiden af elefanten har jeg skrevet en besked til de, som måske har behov for at kravle ind i ro og ly”.